Nyt månedsvanvid

Jeg skrev i sidste måned, at jeg ladede op til noget stort – sammen med den lysende ræv. Dels har jeg ladet op til min fødselsdag,  dels har jeg samlet kræfter til at skulle begynde på en måneds manusskriptvanvid – Script Frenzy – som ligner det der NaNoWriMo, jeg dyrkede i november.

Denne gang er det 100 siders drama jeg skriver. Og det er blot april jeg har til at skrive i.
Jeg har skrevet drama før, jeg elsker faktisk den form for skrivning – og efterfølgende at andre gestalter min tekst. Nå men indtil mit manus er færdigt og kan legemeliggøres og tages under behandling af instruktør og skuespillere, så skriver jeg altså derud af.  Når dramaet er så langt så godt, lover jeg at poste lidt bidder af det her på bloggen. Meeen det kan altså godt være her bliver stille i april med alt det skriveri…

Fordi det var min fødselsdag forleden, er sukkerdepoterne også fyldt godt op – min hobbykonditorkæreste kreerede nemlig endnu en lækker kage. Karamello gone sportskage…Så kan man spise den, mens der skrives og ikke mens man glor på TV…

Reklamer

NaNoWriMo 3

Laura bladrede igennem hans kalender en gang til. Hvordan hun havde fået den listet ned i tasken kunne hun ikke rigtig huske længere. Den en var vel nærmest gledet ad bordet, da han gik ud til sin sekretær på et tidspunkt? Var den ikke?
Det var vist sådan, det var gået for sig.

Og nu Simon. Som havde fortalt om sin rejse. Og de andre fyre som havde gjort det. Måske. De andre af hans venner (Steffen måske?!)- nej det ville hun ikke dykke mere ned i.
Men altså hvis det var noget mænd bare gjorde.  Tog på rejser og mødte fremmede kvinder, som de var sammen med og kiggede på, beundrede deres skønhed (hvis der da var tid til det), købte drinks (dyre uden tvivl) og som de så siden bollede på hotelværelset eller et andet sted.

Mere fra NaNoWriMo

Steffen sidder i køkkenet og drikker kaffe – ”uden sukker- selvklart” med det nyeste Euroman.
–    Der er en mange armbåndsure i det blad, siger Laura.
Hun prøver at være lørdagmorgenkæk. Selv om hun ved, at Steffen som regel bare vil være stille. Sådan er han hver morgen. Hun respekterer det. Men hun har det ikke på samme måde. Han har engang sagt noget om at hun spiller alt for høj musik om morgenen. Det gør hun ikke længere. Nu hører hun p1 morgen for at holde sig opdateret. Hun besluttede sig på dag to på redaktionen. P1 må hjælpe hende igennem. De andre er så fucking kloge og opdaterede.
–    Det er ikke reklamer det hele, grynte Steffen. – der er for eksempel noget du og Sidsel sikkert synes er interessant. Noget om ludere i Thailand.
–    Hvad tænker du på?
–    Ja altså jeg hørte bare Sidsel fortælle dig om det der krisecenter hun arbejder på, og du lød sgu så interesseret.
–    Hvad står der om Thailand så?
–    Du kan selv læse det. Jeg skal nok give bladet videre til dig. Det er mest om gamle grise i Pattya. Jeg skal bare bruge den her artikel om kitesurfing.
–    Tak jeg vil gerne læse det.
–    No prob.
Laura hælder havregryn i skålen, mælk ovenpå. Hun topper med rosiner. Det bliver ikke så fancy for en lørdag, men det er okay. Hun skal ikke ind på redaktionen i dag og vil bare gerne nå at læse lidt. Måske løbe en tur. Sammen med en af de andre fra gangen. Hun skal fanme ikke løbe alene rundt efter den oplevelse den anden aften.

Noget fra NaNoWriMo

Jeg har tidligere nævnt at der skulle komme lidt skrivebidder fra den der roman, jeg kastede mig ud i for alvor i november. Her er lidt:

Bladene hvirvler rundt i luften, og en gammel plasticpose flyver efter hende. Hun dukker sig. Pisse irriterende med november. Blæser fucking meget. Heldigvis ikke langt igen. Der for enden af stien er lågen ind til gården, så er der opgangen og så ind i varmen. Metroen er hurtig, men gåturen hjem en kold efterårsaften er altid kold og klam. Og lidt uhyggelig.
Som om han har stået og ventet, og nu træder ud af skyggerne er han der. Lige ved siden af indgangen til gården. Han er høj. Han ser lige på hende.  Hvad er det nu man skal gøre i sådan en situation? Vær stærk, gå forbi! Ignorer ham. Han venter nok bare på nogen. Men hendes instinkt siger noget andet. Maven er hård indeni. Hun stirrer lige frem for sig. Har nøglen parat i lommen. Går hen til lågen. Han drejer sig mod hende. Hans ansigt er gråt. Hurtigt sætter hun nøglen i låsen og åbner. Han står lige bag hende. Parat til at gå med ind i gården.
”Må jeg komme med ind?”
”Jeg kender dig ikke. Hvis du skal besøge nogen, må du bruge dørtelefonen! Den er der!” Hun peger, og det lykkes hende at smække lågen.
”Hallo, luk mig da bare ind!”
”Beklager, kollegiets politik! ” råber hun bagud og småløber hen til opgang C. Hendes opgang. Ny nøgle frem og så. Inde.

Altså jeg kom til at slå en ihjel

Det der NaNoWriMo vildskab, jeg deltager  i her i november, gør, at jeg forsømmer bloggen her og i stedet sender personer til tælling på blokken.
Jeg skriver og skriver og skriver og går så i stå, og efter at have talt med Pausepoeten, måtte jeg konkludere, at der vist skulle et drab til at få historien videre. Og da jeg så satte mig ned for at skrive det, jeg troede skulle ske, så kom jeg til at få slået en anden karakter ihjel end først planlagt…Krogede hjerne altså.  Der er et stykke vej til de 50.000 ord endnu, men jeg har da over 16.800 ord nu (og gade vide hvor mange andre påhit..?)

Om natten kommer der idéer

I al fald i nat kom der idéer til den roman, jeg satser på at få igennem vha. NaNoWriMo. Havde ellers lovet Pause Poesi at jeg ikke ville sætte mig til tasterne i nat /tidlig morgen. Det gjorde jeg næsten heller ikke. Jeg skrev i min notesbog. Og fik vist en plotoutline på plads – helt skørt.

Det trøster at plotoutlinen er på plads (i STORE linier), når jeg lige tænker på, at der jo er et stykke vej op til de 50.000 ord, som skal leveres i slutningen af måneden.

Nå, nu skal weekenden altså holdes fri (har været på jobban det meste af weekenden), så nu er det fødderne op og slut for skærmen…Lige om lidt, skal bare lige surfe lidt rundt på blogs og sån’.

Selv-rygklapper og kageklister

Det må være min nye titel, fordi jeg lige har skrevet over 1800 ord på 40 min. til det der crazy NaNoWriMo , fordi jeg er nødt til at klappe mig selv på skulderen og ryggen, nu jeg ikke lige har en skrivegruppe omkring mig til at gøre det. Heldigvis er det godt, at jeg har fået et par skrivevenner på NaNoWriMo. Og så gider jeg ikke snakke om, at det tog tid at redigere teksten bagefter…
Og så håber jeg, at du kære læser bærer lidt over med mig i november, hvor jeg nok skriver mere på en roman end på bloggen.

Og så skal der lige et  foto på bloggen af et par klistrede kager fra Chinatown, NY…