Når Amager lyder meget meget fint

Der er mange lyde på Amager. Der er hårde typer på motorcykler, der er knallerter, de evindelige gasse-op typer og de mobile diskoteksbiler. Og så er der børnene i gården – her har to af drengene fået minibiler – med horn! yes yes. Og så er der dem der holder gadefest – ofte i porten til Sundholm. Sådan er Amager også.

Og i den seneste tid har der været en kæmpe lydinstallation på ønskeøen. Nede ved Amager Strand. Nåede det lige i går. Hold op hvor var det fedt.

Vindmøller med lyd, der kommenterede de store vindmøller ude i havet. Og alle mulige slags mennesker, der gik rundt og lyttede. Det var meget smukt. Og gik da også lidt og ærgrede mig over at den slags ikke lige var i byen, da jeg skrev speciale om kunst i byrummet…

Aftenen i går sluttede med regnvejr, så billederne er lidt grå. Hvis du vil se flere billeder, anbefaler jeg AmarOrama og Amager Am See.

animerede møller

møller på land

kuglerunde instrumenter

møller og møller

instrumenter i vinden

Lilla galde blev til lilla fyrværkeri

Jeg var til Prince på Ti-øren. Aldrig har jeg set så meget lilla tøj. Og aldrig følte jeg mig så snydt for et par timers mere musik, da et skybrud åbnede sig. Og Prince åbenbart kørte væk. Og det blev for farligt at være på scenen.

Kort opsummering:  Jeg var bitter og sur og sindstilstanden mindede om det tordenvejr, der drønede rundt ude over Øresund og havde stoppet koncerten. Som Roskilde-gænger i både 1997 og 2007 (og nogle år derimellem som også havde sine regnvejr), så synes jeg måske, at det var lidt overdrevet at stoppe musikken(ligesom mediers dækning af masseflugt måske er lige i overkanten, folk sjappede bare ud fra pladsen)…Men well…Søndag var jeg sur det meste af tiden, indtil en veninde ringede og sagde at hun havde set, at jeg havde brokket mig på faceren, og tilfældigvis havde to billetter i overskud.

Så tog kæresten og jeg derud – også med lørdagens billetter i tasken, fordi de første 5000 med en lørdagsbillet ville kunne komme ind søndag..Men vi var der først om aftenen, og min veninde havde glemt billetterne hjemme, og så prøvede vi da lige om lørdagsbilletterne virkede igen – og det gjorde de! Så tak for at have lokket mig derud igen!

Så jeg fik hørt Prince igen. En hel koncert. Med masser af fyrværkeri til slut. Søndag var der kun lilla regn i form af konfetti.

Jeg forsøger mig med det et par dage. Det gode karma osv. i stedet for galde (der ellers tiltrækker læsere. Aldrig har jeg haft så mange views, som da jeg galdede løs – selv om der ikke engang stod noget om sex).

lilla regn

mere fyrværkeri

lilla fyrværkeri

Lilla regn lilla regn!

I dag Prince. Er ved at blive i bedre humør (og vil ikke tænke på at nogle har købt billetterne meget meget meget billigt) !

Prince elsker lilla, så Ti-øren skal vist være helt lilla, og der er præmier til de bedst lilla-udklædte….

Har ikke så meget andet lilla end et par strømpebukser, men efter en knap så djærv kulturoplevelse i går på Refshaleøen med alt for mange myg, der stak flittigt igennem nylonerne, så bliver det vist lange tykke bukser, der vinder…

Jeg forstår godt farvebesættelse, holdt jeg en festival skulle den da bare være rød. Har fx planlagt at tage ud til Superkilen på Nørrebro (aka Den Røde Plads) , og jeg så da gerne et rødt spejderkorps blive grundlagt!

purple rain

(foto: FerPer)

Yamaha- er der liv i dig?

Hvor jeg voksede op kørte fyrene på Puch Maxi eller Yamaha 4 gears…Men det her er en anden slags Yamaha..

Jeg har nemlig skraldet et Yamaha keyboard nede i den lokale storskrald. Men der var intet strømkabel med, og jeg skal lige om lidt finde ud af om det virker, når en veninde låner mig et kabel. Krydser fingre og håber på snart at kunne spille op til Ole Erling dans!

Rapport fra snotboblen

Jeg er snottet. Som i total snotboble. Sidder med hue på og ser dårligt tv på sofaen.  Snotter og smider snotpapiret i en pose. Og kan ikke gøre noget andet end pudse næse og skylle næse, og håbe trykket letter i hovedet og ørerne så snart som muligt.
Øv hvor er det nederen! Jeg skulle have været tilkoncert i aften med The Rumour Said Fire i Vega sammen med kæresten – Så hvis du ikke lige ved hvad du og din ven/kæreste/whateva skal i aften,  så er der to billetter billigt til salg til den bette sum af 200 bops! Skriv hvis du vil til koncert!

[pudser næse]

Og så prøver jeg at lade være med at tænke på eksamensopgave, det kursus jeg glippede i dag med arbejdet, og holder mig tilbage fra at ringe ind til Lykketimen, hvor man tilsyneladende kan vinde penge ((s)not!) .